Så fik den mig igen! Begynder seriøst at tro på at der hviler en forbandelse over mig. Det er nu 5 år siden jeg har løbet et VM uden problemer. Jeg mindes de gode tider fra JWOC 2006, hvor alt var nyt og godt. Lige siden den gang har jeg altid haft problemer med at vrikke om eller have træthedsbrud. Og selvfølgelig skulle noget sådan også ramme mig i år. Det skete så sent som i lørdags på 400m-intervaller.


For at starte, vil jeg gå lidt tilbage i tiden. De sidste to uger har jeg trænet rigtig godt, med en del intensitet og ikke så mange timer. Jeg har følt mig bedre løbende end længe, så glædede mig vildt til VM, og vise hvilket niveau jeg har. For jeg tror virkelig på at jeg kan præstere i dette terræn. Som jeg skrev sidst har jeg arbejdet på mit tempo og især topfarten, og der fik jeg et godt svar, da vi løb 400m-intervaller for en uge siden. Vi skulle løbe 6*400m med ca. 5min pause og så løbe allout. Det fik jeg i hvert fald gjort. Første interval pressede jeg ned på 55, hvilket er et par sekunder hurtigere end jeg har gjort tidligere, så fedt! Men det viste sig så også, at jeg fik lov at betale for det udlæg. Tempoet gik utroligt ned og lårene var helt færdige efter 4stk.Tiderne blev: 55-59-61-62
Da vi så skulle løbe samme intervaller lørdag besluttede jeg mig for at holde lidt igen og løbe mere jævnt. Jeg holdt 61-62 på de 5 første uden at presse maks. På sidste interval skulle jeg lige se hvor meget jeg havde at gå på, så gav den fuld gas fra start og lå til at løbe ca. 56 efter 200m, men muren stod efter 220m. Jeg kom ind på 59.  Jeg var godt tilfreds med et fint pas. Halvvejs gennem intervallerne følte jeg at min højre fod låste sig, men jeg mærkede ikke noget til det på intervallerne. Men da jeg skulle jogge af med drengene gjorde det så ondt, at jeg ikke kunne løbe, så jeg måtte gå. Jeg frygtede umiddelbart ikke noget farligt, fordi jeg troede der bare var en nerve eller lignende i klemme.
I løbet af lørdagen og søndagen blev jeg mere urolig, fordi jeg blev nødt til at humpe rundt, da det gjorde ondt at gå normalt på foden. Så jeg begyndte at fornemme at noget var galt. Mandag fik jeg arrangeret en tid ved en kiroprakter på hans privatklinik, så jeg kunne få undersøgt foden. Efter ultralydsscanningen fik jeg det mest frygtede ord: "Jeg kan ikke afvise at det er et træthedsbrud."NEEEEEJ!Det var ikke hvad jeg havde behov for at høre. Vi fik startet det helt store maskineri for at finde ud af om jeg kan løbe VM. Så i dag tog en læge tid til at scanne mig kl 8 i morges, hvor jeg fik bedre nyheder end i går. Men for at være sikre blev der arrangeret en MR-scanning kl 12 i Århus i dag. Her til aften fik jeg svar på scanningen, og det var glædeligt. Jeg har ikke træthedsbrud, til gengæld har jeg en blødning i knoglen og lægerne har ikke forbudt mig at løbe VM. Så nu er det smerterne der bestemmer om jeg løber. Jeg er positiv, da jeg har mærket en kraftig fremgang fra i går.
Nu kan jeg igen se frem til et VM hvor jeg drømmer om gode præstationer, men kan ikke undgå at føle mig lidt usikker. Så jeg holder mig fra at løbe så meget som muligt indtil mit VM starter med mellem kval. Til slut vil jeg gerne sige stor tak til TD's støtteapperat, som virkelig har gjort en kæmpe indsats for at diagnostisere mit problem.MANGE TAK!

Additional information