Nu er efteråret for alvor kommet, og så følger mørket jo med. Det mærkede jeg tydeligt i mandags, hvor jeg tog ud og cykle omkring kl. 17. Efter halvanden time blev det godt mørkt, og jeg blev nødt til at holde mig til de største stier. Nu er det altså om at komme tidligt ud og træne om eftermiddagen, hvis det skal foregå i lys. Men man kan jo også bare tage pandelampen på hovedet og få nogle fede nattræninger.

 

Jeg er stadig igang med genoptræningen efter min skade i foden, så jeg har ikke haft nogle specielt lange træninger endnu. Derfor har det heller ikke været rigtig mørkt på de TC-træninger, jeg har løbet på det sidste. I går tænkte jeg så, at jeg ville ordentligt i gang med natløb. Jeg skal nemlig til Smålandkavlen og løbe nattur næste weekend, så det er jo godt at komme igang med natløbsrutinerne igen.

Jeg har lige købt en ny pandelampe, Swenor Lightning, og det var super fedt at løbe med en lækker, let lampe, som lyste hele skoven op. Jeg løb en træning ved Ørnereden i Århus, hvor der dog ikke var poster ude. Kortet var lidt gammelt, så tæthederne passede ikke helt. Men så var det bare om at stole på kurverne og kompasset. Da jeg havde lidt begrænsninger på min løbetid sprang jeg et par poster over.

Det var lækkert at løbe natløb igen. Jeg bliver udfordret mere på brugen af kompasset, og jeg bliver tvunget til at være mere konsekvent med at se mine holdepunkter. Jeg er klar til en lang natløbssæson!

Additional information