Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/b/e/e/bobach.eu/httpd.www/libraries/cms/application/cms.php on line 464 Småskadet inden EOC

I sidste weekend måtte jeg stå over 10mila pga. en lægskade, som stadig holder mig fra at løbe. Forhåbentlig bliver jeg dog klar til EOC, som starter på mandag.

De sidste 3 uger har jeg haft problemer med min højre læg. Ugen op til tiomila var det ret slemt, og derfor løb jeg næsten ikke. Jeg tog med op til 10mila og regnede med, at jeg kunne løbe stafetten. Fredag skulle benet prøves af, men allerede efter 5 minutter spændte læggen fuldstændig op, og jeg kunne næsten ikke løbe. Det var derfor ret let at tage beslutningen om ikke at løbe.

Jeg tog så hjem fra 10mila med fuld fokus på at blive skaden kvit, så jeg kan løbe EOC. Her i ugen har jeg så været hos Team Danmarks eksperter for at få en diagnose og behandling. Højst sandsynligt er det kompartmentsyndrom, som skyldes at musklerne er for store til de hinder, som omgiver dem. Det giver et stort tryk inde i musklerne, hvor der delvist bliver lukket af for blodudstrømning. Musklerne syrer så til og kramper sammen, og så bliver det meget ubehageligt at løbe. Massage og udstrækning kan hjælpe meget, så de seneste dage har jeg fået godt med massage og har bare lavet alternativ træning.

Det er lidt frustrerende ikke at kunne løbe i tiden op til et stort mesterskab. Det er mærkeligt ikke at kunne prøve formen af, og jeg ved ikke helt, hvad jeg kan forvente mig af EOC. Inden JWOC og WOC i sidste sommer var jeg også småskadet, og jeg lavede næsten kun alternativ træning de sidste par uger. Det gik jo rigtig godt sidste sommer, så jeg må bare stole på, at den alternative træning kan give mig den sidste finpusning af formen. I løbet af vinteren og foråret har jeg fået trænet rigtig godt, og det kan ingen tage fra mig. EOC-programmet starter med kvalifikationer, så jeg har lige et par dage til at få benene og hovedet i gang igen.

I morgen rejser jeg sammen med landholdet op til Mora, så det er ved at være tæt på. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Og forhåbentlig kunne løbe uden smerter!

Additional information